Generalforsamling, Medlemsweekend, Corona-situationen
Generalforsamling
Vi skulle have holdt generalforsamling i Hvidovre Lærerforening den 19. marts. Det måtte vi udskyde på grund af Corona-krisen.
Vi skal imidlertid holde generalforsamling. Lige nu satser vi på at holde den tirsdag den 16. juni. Hvordan og hvor ved vi ikke. Vi afventer, hvordan samfundet lukker op igen.
Hvis vi ikke kan afvikle en generalforsamling som normalt, vil vi forsøge med en virtuel generalforsamling.
Medlemsweekend
Vi skulle have holdt medlemsweekend den 18. – 19. april. Alt var klart, foredragsholderne booket, musikquizzen klar, sengene redt og orkesteret spilleklart.
Desværre måtte vi aflyse medlemsweekenden på grund af Corona-krisen. Vi mener ikke,det er muligt at gennemføre medlemsweekenden i 2020. Vi har allerede nu booket Frederiksdal til den 10. – 11. april 2021, så sæt bare kryds i kalenderen der.
Corona-situationen
Heldigvis ser oplukningen af skolerne ud til generelt at gå godt. Eleverne er glade for at komme tilbage på skolen.
Vi følger selvfølgelig situationen nøje. Der er lige nu et politisk pres fra Christiansborg for at lukke op for eleverne fra 6. – 10. klasse. Det kan vi sagtens forstå, mange lærere giver udtryk for samme holdning. Vi må imidlertid fastholde, at det skal ske fuldt forsvarligt og under overholdelse af Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Lige nu har vi svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre at få de store elever tilbage på skolerne, samtidig med at de kommende 0.-klasses elever starter i SFO. Det vil de fleste steder give både pladsmæssige og personalemæssige problemer, når retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen skal overholdes.
Med hensyn til spørgsmål se mere i vores seneste Nyhedsbrev fra 16. april.
- Publiceringsdato: 4. maj 2020
- Ændringsdato: 14. februar 2021