Highlights fra kredsstyrelsesmøde 14. december

På årets sidste kredsmøde gennemgik og drøftede kredsstyrelsen den kommunale redegørelse, som en delegation fra Hvidovre Lærerforening har været med til at kvalificere på samarbejdsmødet med repræsentanter for den lokale skolelederforening og Center for Skole og Uddannelse. Både den kommunale redegørelse og samarbejdsmødet om redegørelsen er en del af vores lokale arbejdstidsaftale, A2650, som danner grundlag for de skoleplaner, der skal laves på skolerne til foråret, og i årets kommunale redegørelse er der aftalt rekruttering, fastholdelse og inklusion som pejlemærker. 

Dlfa20

Rekruttering og fastholdelse er i det hele taget en dagsorden, som fylder meget både hos kommunen og i Hvidovre Lærerforening. I den forbindelse havde kredsstyrelsen på mødet en drøftelse af, hvordan mentorordningerne på skolerne - som også er del af den lokale arbejdstidsaftale - fungerer. Både indholdet af ordningerne og erfaringerne med dem varierer en del fra skole til skole, og man har fx på nogle skoler suppleret den obligatoriske ordning for nyuddannede lærere med en (mindre) ordning for lærere, der ikke er nyuddannede - men bare nyansatte på skolen. Skoleplanerne til foråret kan være en lejlighed til at evaluere og evt. justere skolens mentorordning ud fra de erfaringer, man har gjort sig indtil nu, og et af udviklingsområderne kunne være udvælgelse og uddannelse af mentorerne. 

Julpaatasttur

"Jul i Datakøbing" kunne være titlen på årets julekalender på skolerne i Hvidovre. I hvert fald er personalet blevet bedt om at gennemføre en GDPR-test, og det har givet en del henvendelser til os i Hvidovre Lærerforening. At man som arbejdsgiver skal sikre sig, at personalet kan overholde gældende lovgivning, giver selvfølgelig god mening, men det har været vigtigt for os at sikre, at tiden til at tage testen ikke går fra forberedelsestiden - men i stedet skal findes inden for den øvrige arbejdstid (fx ved at afsætte tid på et møde til at tage testen). En anden problematik har været, at testen er sendt ud via en hvidovre.dk-mail, som hovedparten af lærerne i Hvidovre ikke kender til - endsige benytter - hvilket vi også har spurgt undrende ind til, og her viser det sig, at det faktisk har været undersøgt at sende det ud via fx Aula, men at dette ikke har været teknisk/praktisk muligt. Som i alle gode julekalendere ender det dog forhåbentlig med, at udfordringerne bliver overvundet til sidst, så det alligevel bliver jul både i Datakøbing og i Hvidovre... 

Dlfjul2022

Kredsstyrelsesreferatet kan læses her