Highlights fra kredsstyrelsesmøde 15. november
Om ganske kort tid skal der vælges medlemmer til hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening for den kommende fireårige periode. På gårsdagens kredsstyrelsesmøde drøftede Hvidovre Lærerforenings kredsstyrelse derfor kandidatfeltet, samt hvad vi kan gøre for at sikre en høj stemmeprocent.
Hvert medlem har 18 stemmer, som man kan fordele på en enkelt eller flere kandidater, når valget afvikles fra på torsdag d. 23. november og til den 5. december, og vi opfordrer naturligvis alle til at gøre deres indflydelse gældende ved valget. Det vil den enkelte TR også prøve at understøtte ude på skolerne, og vi udlodder - i lighed med tidligere valg - kage til den skole, hvor man formår at opnå den højeste stemmeprocent, så hvis muligheden for at deltage i medlemsdemokratiet ikke skulle være belønning nok i sig selv, er der altså også et mere spiseligt incitament.
På baggrund af drøftelsen af kandidatfeltet til hovedstyrelsesvalget, har kredsstyrelsen valgt at anbefale Anders Liltorp som kandidat. Anders er nuværende hovedstyrelsesmedlem og formand for Rødovre Lærerforening, ligesom I har kunnet møde ham på flere af vores generalforsamlinger, hvor han har fungeret som dirigent.
I næste nummer af Folkeskolen, der udkommer den 30. november, kan du læse kandidaternes beskrivelse af sig selv, og hvad de står for, plus oversigt over deres suppleanter og stillere. Du kan også allerede nu få et overblik over kandidaterne inde på Folkeskolens hjemmeside, hvor førnævnte beskrivelse og overblik ligeledes vil kunne findes inden længe.
Du kan læse hele referatet fra kredsstyrelsesmødet her
- Publiceringsdato: 21. november 2023
- Ændringsdato: 23. november 2023